Pædagogisk værktøjskasse: Sociale Historier

Kort introduktion

“Sociale Historier” er en pædagogisk metode, der oprindeligt blev udviklet til at hjælpe personer med autisme eller andre kommunikationsudfordringer med at forstå og håndtere sociale situationer og interaktioner på en mere effektiv måde.

Sociale Historier er korte fortællinger, der beskriver en specifik social situation eller et problem på en struktureret og forudsigelig måde. Historierne kan afhængigt af formål, være skrevet fra personens perspektiv og beskriver, hvad der sker, hvordan man kan reagere, og hvilke konsekvenser ens handlinger kan have. De kan bruges til at lære personen sociale færdigheder, hjælpe med at forebygge uønsket adfærd og reducere angst eller stress i sociale situationer.

Uafhængigt af det oprindelige formål, et metoden et alsidigt og effektivt redskab som kan bruges af alle, uafhængigt af eventuelle diagnoser, alder eller kompetencer, så længe historien er tilpasset den enkelte. Historier kan være skrevet i 3. person, og have en overvejende og reflekterende tilgang, eller være skrevet fra personens eget perspektiv, og være mere eller mindre målrettet specifik adfærd. Med hensyn til alder kan børn har mere brug for korte og enkle historier, med høj grad af visuel formidling, hvorimod større børn eller unge i højere grad kan bruge tekstbaserede historier med mere komplekst og reflekterende indhold.

Hvorfor bruge Sociale Historier?

Metoden kan bruges til at hjælpe børn og unge med at lære om specifikke sociale normer, færdigheder og forventninger i sociale situationer, som de måske ellers ville have svært ved at forstå eller navigere i. Tilgangen kan dog også bruges mere generelt til at understøtte udvikling af sociale færdigheder og give en forståelse for andres perspektiver og grænser, ved at forenkle og konkretisere de sociale interaktioner som personen til dagligt befinder sig i.

En social historie kan også hjælpe børn og unge med at forstå og håndtere de svære eller overvældende følelser, som opstår i dagligdagen. Målet er at hjælpe personen (og forældre) med at forholde sig til følelserne og de afledte reaktioner på en eksternaliserende måde. ((Noget om hukommelse, genkaldelse ved gentagelse af historien?))

Et par eksempler på Sociale Historier

Sociale Historier kan have enorm variation, afhængigt af hvem de er skrevet til, og hvilket budskab de skal formidle. Imidlertid kan det være en god ide at bygge historierne op med udgangspunkt i en fast struktur. Nedenfor er et forslag til en struktur, man kan benytte:

1. Introduktion: Indledningsvis beskrives emnet for historien, eksempelvis med en overskrift, der præsenterer det centrale emne eller den centrale idé i historien.
2. Beskrivelse af situationen: Den sociale historie giver en beskrivelse af situationen eller aktiviteten, som den person, der læser eller hører historien, vil opleve. Beskrivelsen skal være klar og detaljeret, men ikke for lang.
3. Følelsesmæssig respons: Historien beskriver hvordan personen har det i situationen eller aktiviteten. Det kan omfatte en beskrivelse af de følelser og kropslige reaktioner der opstår i situationen, og hvordan de kan påvirke personens adfærd.
4. Beskrivelse af andres perspektiver: Historien kan inkluderer en beskrivelse af, hvordan andre mennesker vil reagere på situationen eller aktiviteten. Dette hjælper personen med at forstå, hvordan ens adfærd kan påvirke andre.
5. Konkrete strategier: Historien giver konkrete forslag til strategier for, hvordan personen kan håndtere situationen eller aktiviteten på en anden måde. Dette kan omfatte forslag til adfærd, tanker eller teknikker til følelsesmæssig regulering.
6. Afslutning: Social Historien afsluttes normalt med en positiv bemærkning, der opsummerer historiens centrale budskab og giver personen en følelse af håb og kontrol over situationen.

Her er nogle eksempler på historier, som følger ovenstående struktur.

“Når jeg bliver vred.

Nogle gange bliver jeg vred. Det kan ske, når tingene ikke går som jeg vil have det, eller hvis nogen gør noget jeg ikke kan li’. Når jeg bliver vred, kan det føles som om, jeg mister kontrollen over mig selv. Mit hjerte slår hurtigt, og jeg føler mig helt varm. Jeg kan komme til at råbe, græde eller slå, og kan komme til at sige ting som jeg egentlig ikke vil. Det kan gøre andre kede af det, eller gøre at de bliver sure på mig.

Når jeg bliver vred, er der nogle ting jeg kan gøre. Jeg kan tage tage og en pause, gå væk fra situationen, tage dybe vejrtrækninger eller tælle til ti. Det gør at jeg kan tænke mere klart og finde en løsning på det, der gjorde mig vred. Det hjælper også nogle gange at tale med en voksen, og få hjælp til at finde ud af hvad der skete.

Jeg bliver stadig vred nogle gange, men det er okay, og jeg kan gøre det godt igen bagefter ved at sige undskyld. Når det lykkes mig at tæmme vreden, kan jeg nemmere gøre de ting som jeg kan godt kan li, og det kan gøre at jeg føler mig lidt som en superhelt”

Gode tommelfingerregler når man skal lave Sociale Historier

Sociale historier er bygget op omkring nogle centrale principper, som er værd at huske på, hvis man vælger at benytte historierne som pædagogisk værktøj.

1. Skræddersyet til personen: For at en social historie skal være effektiv, er det vigtigt at tage højde for personens individuelle behov og præferencer. Dette både med hensyn til alder og kompetencer, men også interesser og erfaringer, så det bliver nemmere for personen at “leve sig ind” i historien. Indholdet af historien skal været tilpasset nogle specifikke udfordring og situation, som personen oplever er relevante.
   
2. Positivt fokus: En social historie skal have et positivt fokus og fokusere på, hvad man kan gøre, og ikke hvad man ikke må gøre.
   
3. Kort og enkel: En social historie skal være kort og enkel, så den er let at forstå og let at huske. Det er vigtigt, at historien har en klar struktur og er nem at følge, og at følelser og reaktioner er tydelige og lette at identificere. Man kan lave en simpel/enkel historie ved at starte med at definere hovedbudskabet/temaet og derefter fjerne alt, der ikke er relevant. En simpel historie med en tydelig struktur vil gøre det lettere for personen at forstå og huske, og derved bruge historien i hverdagen.
   
4. Visualisering: Det kan være en fordel at bruge billeder og andre visuelle elementer til at understøtte en tekst eller idé. Visualisering hjælper med at engagere fantasi og forbedre forståelse og hukommelse af historien. Det kan også hjælpe børn, der har svært ved at forstå eller udtrykke sig verbalt, da billeder kan hjælpe dem med at forstå og kommunikere bedre. Der er mange måder at lave visualisering på; f.eks kan man inkludere billeder (tegninger, fotografier) af situationer eller objekter, eller lave tegneserieagtige illustrationer der viser forkellige elementer af en historie. Tænk gerne kreativt, og brug internettet eller andre kilder for at finde visuelt materiale. Husk at vælge visuel støtte, der passer til alder, interesser og behov, så historien er meningsfuld og engagerende.
   
5. Træning og gentagelse: For at en social historie skal have den ønskede effekt, er det vigtigt, at den øves og gentages. Det vil hjælpe personen med at internalisere og huske historien, så den kan hjælpe når situationerne fra historien udspiller sig i hverdagen. Det skal være sådan, at historien springer frem i personens tanker, fordi en given situation minder om noget fra historien, lidt som når særlige dufte kan fremkalde minder eller oplevelser. Et eksempel på dette kan være at læse en social historie om at gå til tandlægen, hvor situationer, lyde eller synsindtryk fra tandlægebesøget kan “aktivere” genkaldelse af historien og dens indhold. En bonus er iøvrigt den oplevelse af tryghed man følte da den blev læst højt, også bliver “reaktiveret”.